To gange om året underviser jeg fotojournalisteleverne på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. En af de ting som har overrasket mig er, at stadigt flere elever arbejder analogt. Ikke kun, men større og ambitiøse projekter er ofte analoge. Som oftest er der tale om farvefilm der bliver digitaliseret via en Imacon Scanner. Mørkekammerdelen indgår ikke længere, trods alt.
Selv er jeg uddannet analog fotograf. Jeg har tjent min tid i mørkekammeret og jeg er ikke særligt nostalgisk omkring det. Indlæring via det digitale foto er mange gange hurtigere. WYSIWYG. What you see is what you get. Tidligere måtte jeg tage noter om det enkelte billede for at huske hvilken blænde og lukkertid jeg havde valgt. Hertil kom hele fremkaldelsen i sig selv. Hvor tit kippede man tanken. Overeksponerede jeg og underfremkaldte? Hvilken fremkalder brugte jeg, hvilket papir etc. etc. Alt sammen ret besværligt, faktisk.
Jeg har ofte hørt tid som en af forklaringerne på det analoge billedes genopståen. Tid til kontakt med dem man fotograferer. Man 'chimper' ikke hele tiden (når man evaluerer billedet på det digitale display). Det betyder reelt også et tab af kontrol. Meget kan ændres i digitaliserings processen, men reelt kommer den analoge film med egen kontrast og egne farver. Film har sit eget look. Film er mere organisk og har en stoflighed i form a korn og skarphed som adskiller sig fra det digitale. Så måske det også er en måde at frigøre sig fra de mange muligheder som Photoshop og diverse RAW convertere tilbyder os. Man piller lagene af løget for at nå det essentielle. Noget nøgent og ærligt, i al sin enkelhed.
Så sidste år, weekenden før første lockdown. Der fandt jeg mit gamle elskede Konica Hexar frem og tog det med til Skotland. Her skød jeg fire Kodak Portra 400 film. Herunder vedhæftede billede. Indrømmet, jeg er lidt hooked igen. På looket og denne 'straight out of the box oplevelse' som film giver.
#portra400 #shootfilm #staybroke #konicahexar
